De udenlandske webshops åbner for forudbestilling af blomsterløg, så det er tid til at overveje, hvad du skal anskaffe til den nye sæson.
Det er svært at tro, men vi skal snart til at købe nye blomsterløg igen. Her mens vi stadig glæder os over blomstrende tulipaner og narcisser – ja så har flere løgbutikker nu åbnet for forudbestilling til næste sæson.
Indrømmet, vi har da også allerede været inde for at kigge hos nogle af de hollandske og engelske forhandlere af blomsterløg. Men der er ikke røget noget i indkøbskurven endnu. Det er lidt for tidligt, synes vi, for det er ikke alle, der har sortimenterne helt på plads.
Vi plejer at købe nogle løg på udenlandske webshops, og så supplerer vi i efteråret med ting fra lokale planteskoler og havecentre. I år har vi tilmed prøvet at så tulipanfrø selv. Det kan du læse mere om i indlægget om Sprengers tulipan.
Sidste år lagde vi mere end 1.000 blomsterløg i bede, krukker og højbede, og der fryder vi os nu blandt andet over de smukke tulipaner. Når de er afblomstrede, kommer alle løgene ud i bedene, så vi kan bruge krukkerne til noget andet. Og så må vi jo finde nye løg til lægning i krukker i efteråret.

Blomsterløg til den foråret 2018
For kort tid siden lavede vi et nyt bed for at få plads til nye planter, som vi havde købt på plantemarkedet i Kiekeberg. I dette bed har vi tænkt på, at der skal være tulipaner i hvidt og grønt. Måske også hvide narcisser. Det vil lyse godt op i bedet, der ligger i delvis skygge. Vi vil prøve at kigge efter de holdbare tulipansorter, så vi ikke nødvendigvis skal lægge nye løg i bedet hvert eller hvert andet år.
Darwin-hybriderne og Triumph-typerne er jo gode og stabile, men nu må vi på udkig efter nogle gode sorter. Det vil vi skrive om en anden gang.
Haveselskabet har i øvrigt en fin artikel om holdbare tulipansorter. Den kan du finde via linket her.
God løgjagt ønsker Lene og Ole