Interessen for vintergækker er stadig stigende her i landet. Flere og flere får øjnene op for, at en vintergæk ikke blot er en vintergæk, men at der findes et utal at smukke og spændende varianter. Små perler, der hvert år dukker op som noget af det første i haven.

Interessen for vintergækker kom blandt andet til udtryk ved et stort besøgstal, da Gartneriet Spiren ved Skælskør i februar for femte gang arrangerede vintergækkefestival. I år var det med salgsstande fra fem forhandlere – to udenlandske og tre danske.

Avon Bulbs hos Gartneriet Spiren 2019
Engelske Avon Bulbs stand hos Gartneriet Spiren var godt besøgt hele dagen. Foto: Ole Jespersen.

Vores interesse for vintergækker

Lene og jeg er ikke som sådan inkarnerede vintergækkesamlere, men gennem de senere år har vi også fået øjnene op for, at de små skønheder er så meget andet og spændende end den helt almindelige vintergæk, Galanthus nivalis. Vintergækkeavlere rundt om i verden krydser sig frem til de smukkeste varianter, så der løbende kommer nye spændende farver og blomsterformer. Og de giver en dejlig variation i forårshaven.

Det var tredje år i træk, jeg var med på tur til vintergækkefestivalen, og det er altid en stor oplevelse at besøge Spiren – ikke mindst på grund af gartneriets enorme udvalg af juleroser og påskeklokker. I år havde Michael Gauner fra Facebookgruppen Blomsterløget arrangeret en fælles bustur med start i Vendsyssel og med opsamling undervejs. Da vi kom til Spiren, var en bus fra Sverige også netop ankommet, og hele dagen var der en lind strøm af biler til og fra gartneriet.

Lene havde på forhånd bestilt nogle få nye varianter af påskeklokker hos Spiren, og jeg havde lagt billet ind på den populære vintergæk, Galanthus plicatus ‘Diggory’. Efterfølgende ville jeg undersøge lidt mere om den nye vintergæk, og der viste sig en ganske interessant historie.

Galanthus plicatus ‘Diggory’

Tilbage i 1993 fandt de to engelske vintergækkeentusiaster, Rosie Steele og Richard Hobbs, en unik plante i en forvildet gruppe af Galanthus plicatus. Det var i en have nær Wells-next-the-Sea i Norfolk. Planten blev isoleret og viste sig at være stabil, så den blev opformeret og senere registreret. Den nye sort blev opkaldt efter Rosies Steeles søn, Diggory Birtles, og ‘Diggory’ blev vist for første gang ved et engelsk vintergækkeshow i 1998.

Galantus plicatus Diggory
Galantus plicatus ‘Diggory’ har ydre blosterblade, der virker kreppede og oppustede. Foto: Avon Bulbs.

‘Diggory’ er måske en af de mest distinkte vintergækker. Man genkender den let, når man blot har set den en enkelt gang.

I knopstadiet ligner ‘Diggory’ ikke noget særligt. Men når den springer ud, er den mere bemærkelsesværdig. De tre ydre blosterblade er helt hvide og virker nærmest oppustede som en ballon. Spidserne folder sig smukt sammen mod bunden.

Blosterbladene har langsgående linjer og tværgående ribber, så bladene fremtræderbåde riflede og kreppede. Blomsten bevarer sin smukke form i hele blomstringsperioden.

Som andre plicatus-sorter har ‘Diggory’ korte, men ret brede blade med let ombukkede bladrande. Bladfarven er let grågrøn.

Populær vintergæk

Internationalt har ‘Diggory’ været rigtig populær i en årrække. Det kom også til udtryk i 2013, da Avon Bulbs i England bad sine kunder om at nævne deres favorit-vintergæk. Her kom ‘Diggory’ ind på en flot femteplads blandt mere end 1.000 navngivne sorter, og Chris Ireland-Jones fra Avon Bulbs oplyser, at en undersøgelse i 2019 ganske givet også ville have ‘Diggory’ blandt de mest populære. De mest attraktive sorter i 2013 var:

  1. S. Arnott
  2. Three Ships
  3. Trym
  4. Wendy’s Gold
  5. Diggory
  6. Walrus.

‘Diggory’ spreder sig ikke så hurtigt, og til denne salgssæson havde Avon Bulbs kun ca. 30 løg til salg. Det betød, at de ikke kunne have sorten med til de forskellige eksterne shows i år. Derfor var den heller ikke med i Avon Bulbs store sortiment hos Gartneriet Spiren.

Præmiering af ‘Diggory’

The Royal Horticultural Society (RHS), Det kongelige engelske haveselskab, har forskellige systemer til præmiering af særligt gode planter. ‘Diggory’ har fået flere fine priser. I 1998 fik sorten en PC (Certificate of Preliminary Commendation) og i 2009 blev den tildelt den finere AM (Award of Merit). Så sent som i 2016 blev ‘Diggory’ præmieret med den fornemme AGM (RHS Award of Garden Merit). Læs mere om AGM via linket her.

Botanisk beskrivelse af ‘Diggory’

I forbindelse med tildelingen af PC Award i 1998 lavede RHS følgende beskrivelse af Galanthus plicatus ‘Diggory’:

“Leaves erect, slightly arching, c.40-50 x 12.5mm at anthesis, distinctly tapering from about mid-point to base and apex, with both margins rolled back at the base with a distinct fold running inside the margin the whole length of the leaf; apex blunt, whitish; upper surface slightly greyish green, dull (or slightly glossy where bloom has been rubbed off). Stems c.130mm, erect. Spathe c.30mm long, almost entirely hyaline and whitish except for two strong green ribs. Pedicels only just exceeding the spathe, wrinkled towards the apex, held strongly ascending, recurved only at apex. Ovary 7.5 x 4.0mm, oblong-obovoid, rather pale green, tapered to the base, slightly pinched in below petal insertion. Flowers conspicuously depressed globular in shape, the outer segments 27 x 20mm, pure white, strongly ribbed longitudinally and wrinkled horizontally, the limb very broad and strongly curved inwards especially towards the apex and with a very distinct claw c.7mm long. Inner petals with basically an x-shaped mark of a rather pale green the space between the lower arms solid green (the colour extending almost to the base), the upper arms short, rather angular; apex of inner petals slightly wrinkled, slightly recurved; inside of inner petals strongly ribbed and wrinkled, with four(to five) green lines on either side of the mid-point.”

Læs også om vores tur til Vintergækkedag hos Hosta Danmark i 2018.

5 kommentarer til “Diggory og vintergækkefestival 2019

  1. Lisbeths Haveblog siger:

    Det er bestemt en af de smukkeste vintergækker og tydeligt anderledes. Nogle gange er det et spørgsmål om en grøn plet er mere eller mindre stor eller afskåret. Så er det, at jeg står af. Men Diggory er meget unik og smuk.
    Havde de en Diggory med til dig, nu du havde forudbestilt?

    • Ole Jespersen siger:

      Hej Lisbeth. Ja, jeg er heller ikke fanget af en lille ændring i en grøn plet, men de markant anderledes synes jeg er interessante. Jeg havde forudbestilt ved en af de danske leverandører, der havde nogle ganske få.
      I øvrigt tillykke med nomineringen. Du har fået en ekstra stemme 🙂

  2. Maria siger:

    Åh og jeg syntes at min blogpost om vintergækker var nørdet hahah! Vintergækker er så smukke og det er skønt at der findes en festival kun for dem. Nu skal jeg hjem og plukke nogle og stille i en vase på mit sengebord.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *