I Aalborg og omegn er der jævnligt mulighed for at besøge spændende åbne haver. I weekenden 23.-24. juni 2018 gjaldt det Idehaven, Eges Have og Kunstnerhaven, hvor de tre haveejere var blevet enige om at byde indenfor i det samme tidsrum. Så der var virkelig noget at komme efter, og vi lagde ud med at besøge Eges Have, der ligger ganske tæt på vores egen bopæl.
Eges Have

På en stejl villavej i Aalborg-bydelen Frydendal ligger Ege Bech og Bernd Müllers skønne have. Mange kender den sikkert omtalt som Eges have. Lene og jeg har været i haven flere gange før, og den er altid en stor oplevelse at besøge.
Men denne gang måtte vi vide det: Hvorfor navnet Eges Have, for vi ved jo, at Bernd også har en finger med i spillet?
“Jo”, forklarer Bernd, “Et år skulle Ege have en hjemmeside i fødselsdagsgave. Den skulle jo hedde noget, og det blev til Eges-Have.dk – og siden har haven været kendt under navnet Eges Have“.
Parrets gulkalkede hus fra 1923 ligger næsten på toppen af Aalborg, og fra den godt 1.100 m2 store grund er der en fantastisk udsigt over en del af byen. Det kuperede terræn i området gør, at haven nærmest i sig selv er en stejl bakke. Det har givet rig mulighed for at anlægge en have med markante og spændende niveauforskelle.
Haveinteresse opstår og grund købes til

Da Ege og Bernd købte ejendommen tilbage i 1990 var der stort set ingen have. Det passede parret glimrende, for de var ikke synderligt haveinteresserede. Gamle frugttræer, en dronningebusk og nogle røde og gule Apeldoorn tulipaner var stort set, hvad haven kunne byde på. Den tidligere ejer gennem mange år havde solgt en byggegrund fra, så haven var tilmed lille og overkommelig.
“Men der skete et eller andet, for pludselig fik vi lyst til haven, og samtidig fik vi mulighed for at købe den udstykkede grund tilbage”, fortæller Bernd.
Ejeren havde haft planer om en køkkenhave, men det var aldrig blevet til noget, så grunden lå blot ubenyttet hen. Parret købte grunden, og således fik haven igen sin oprindelige størrelse.
At der ikke var noget særligt i haven, gav Ege og Bernd en oplagt mulighed for at begynde helt på en frisk og prøve deres egne ideer af.
At udnytte niveauforskelle

Den store niveauforskel på grunden har har været udfordrende, især når undergrunden består af kridt, og der mange steder kun er muld i et spadestiks dybde. Men Ege og Bernd har forstået at udnytte forholdene som de er rundt om i haven. Eksempelvis anlagde de kreative mennesker en grushave, hvor muldlaget var tyndest, og på havens mest plane areal blev skabt en atriumgård med fiskebassin.
Så snart man træder ind i haven bliver man budt velkommen af stemningsfulde og kreative opstillinger langs hovedhuset og det store udhus. De giver et helt andet og frodigt udtryk, end de nøgne mure ellers ville gøre.

Tæt ved indgangen er der også adgang til atriumgården, som Bernd i år har sat sit præg på med flere planter i og omkring vandet. Det er allerede blevet rigtigt frodigt og kønt.
I udhuset har Ege og Bernd hønsegård med dværg Orpington – en spændende race, der stammer tilbage til begyndelsen af 1900-tallet. Det er den bedste race at holde som havehøns, mener Ege, der fortæller, at hønsene ikke flyver og kan blive utroligt tamme. “Små bowlingkugler på ben”, kalder Ege de buttede høns.
Ved siden af hønsegården ligger dueslaget, hvor en flok indiske Mookee duer holder til. Det er en af de ældste indiske dueracer, og de holder sig for det meste hjemme på matriklen.
Drivhusene

Efter nogle år ville Ege gerne have et drivhus. Han manglede plads til de pelargonier, som han var begyndt at samle på. Det blev et helt standard aluminiumsdrivhus på 9 kvadratmeter og startskuddet til flere drivhuset på grunden.
Da Ege og Bernd ikke ville bruge jorden i drivhuset til agurker og tomater, blev der lagt trægulv. Og huset blev monteret på en sokkel af træ for at give det større højde.
Nu bruges dette drivhus til opformering af planter, og det ligner på ingen måde længere et standard drivhus. Gavlen mod haven er kantet af en tætklippet liguster, der giver huset et helt andet skulpturelt og smukt udtryk.

Et par år efter det første drivhus var kommet til, opstod ønsket om at få et mere. Men igen var niveauforskellene i haven udfordrende.
Af og til hører man folk sige, at de ikke kan have et drivhus i haven, fordi grunden skråner. Men naturligvis kan man det. Enten kan man bygge en skrå sokkel, eller man kan gøre som i haven hos Ege og Bernd, hvor drivhus nr. 2 blev bygget på et fundament af telefonpæle, så det ligger på en forhøjet platform.
Platformen er blevet et rigtig dejligt udsigtspunkt i haven, og rundt om drivhuset er der en lille terrasse, hvor parret blandt andet har plads til forskellige bonzaiplanter og lidt japanskinspireret opstilling.

I dette drivhus er havens samling af mini-hosta placeret på borde, så de lettere kan ses og står i en bedre arbejdshøjde end på jorden. Platformens træplanker danner gulv i drivhuset.
For at skabe en vandrende skygge i drivhuset lavede Bernd for nogle år siden dekorativt pileflet i loftet. Det er ideelt til hosta, der ikke er begejstrede for stærk sol.
Drivhusets østlige gavl ligger mod skel, og her er der monteret en træplade med hylde. Gavlen er malet i en støvet blå nuance, der giver en fin kontrast til alt det grønne, lerpotterne og Eges fine opstilling.

I 2004 kom det store drivhus til. Det er på 24 kvadratmeter og fra Pavillon Danmark. Her huser Ege sin store samling af pelargonier, men der er også blevet plads til både ønskebrønd med Neptun-fontæne og en herlig blå bænk. Her må være rart at sidde med en god kop kaffe i dårligt vejr.
Det store glashus er fint udnyttet med borde og hylder langs væggene, og midt i rummet er et plantebord, der er bygget i spisebordshøjde. Hvis bordet blivet ryddet for potter, er der mulighed for at dække op til middagsselskab i drivhuset.
For at få plads til det store drivhus på den skrånende grund blev der bygget trapper og terrasser i forskellige niveauer. Her kan man blandt andet se fine opstillinger med krukkeplanter i varierende bladformer og farver, fuglebade og fade med lavt vand til insekter.

Det store drivhus anvendes til overvintring af den store pelargoniesamling og andre sarte planter fra haven. I løbet af efteråret bliver drivhuset pakket ind i bobleplast, og yderst bliver en gennemsigtig presenning boltet fast. Til opvarmning anvender Ege og Bernd en termostatstyret varmeblæser. Den holder et minimum på 7 grader, og det er fint til, at planterne kan overvintre med minimal vanding.
Gennem årene har Ege og Bernd skabt en skøn og seværdig have, hvor den ene herlige oplevelse for øjet afløser den anden. Tak for gensynet.
Læs mere om Ege og Bernds have
Fantastisk præsentation af haven, der lyder skøn. Den har været på min ønskeliste i et par år, men igen i år var vi desværre forhindrede. Næste gang…
Ja, den er værd at køre efter, Lisbeth.
Mange tak for den fine artikel, Ole og Lene. Det er altid dejligt at se haven med andres øjne, når nu vi er så vant til den.
Mange havehilsner
Ege og Bernd
Selv tak, Ege og Bernd. Det er altid en fornøjelse at se jeres have.
Rigtig fin artikel, fantastisk flot have.