Ved Havefestival 2018 åbnede Haveselskabets medlemmer rundt om i landet traditionen tro deres haver og inviterede alle, der havde lyst, inden for havelågen til årets Havefestival. Lørdag den 10. juni besøgte vi tre meget forskellige haver i Nordjylland.
Livsnyderhaven
Første besøg var i Livsnyderhaven i Aalborg. Denne spændende have har vi set før, så lad os denne gang kigge lidt på havens interessante historie og hvordan den blev anlagt.

I sin nuværende grundform blev haven anlagt af Else Schiønning og Per Kristiansen, der i 1986 overtog huset og haven på Steenstrupsvej 7. Da var haven tæt bevokset med træer og buske, så den første tid brugte Else og Per megen tid og energi på at fælde store graner og forskellige alt for store buske. En hængepil gav dejlig skygge, men dominerede haven. I løbet af 1990’erne måtte den derfor også lade livet.
Else og Pers fælles haveinteresse begyndte for alvor i 2002, da de besøgte Anne Justs have i Hune for første gang. Den følgende vinter lagde de planer for første del af deres nye have med terrasser, blomsterbede og stier. Inspireret af Anne Just blev bedene afstemt i farvetonerne blålilla, lyserød og hvid.

Haven syner større, end den i grunden er, men ved at udnytte de ca. 750 m2 “helt ud i hjørnerne”, som Else har udtrykt det, og indrette spændende haverum, lykkedes det glimrende for Else og Per at skabe denne illusion.
Et af de første større anlægsarbejder var etableringen af en havedam. I 2003 blev der for første gang lukket vand i bassinet. Det blev dokumenteret af Aalborg Stiftstidendes fotograf, og siden var Else og Pers skønne have i avisen flere gange.
Drømmene om drivhus begyndte i 2004, hvor parret købte et Bilka-drivhus på godt 11 kvadratmeter. Hurtigt fandt de dog ud af, at drivhuset var for lille til ønsket om både siddepladser og dyrkning af tomater og agurker. De ønskede sig noget større, men der gik nogle år, før det blev en realitet.
I 2009 skiftede en af naboerne termovinduer i huset, og dem købte Else og Per til en favorabel pris. I 2011 dannede disse vinduer grundlag for det smukke orangeri.

Parret fik en god idé til at dele det gamle drivhus i to og sætte en halvdel i hver sin ende af et nybygget orangeri. Inklusive drivhusenderne blev huset på lidt under 30 kvadratmeter.
I den ene ende er der drivplads til fx tomater og agurker, mens der i den anden ende er etableret indgang og et fint ildsted med skorsten. Selve orangeriet blev mest tænkt som opholdsområde med brede vindueskarme og hylder over vinduerne til planter, og sådan fungerer det også i dag.
I forbindelse med research til bogen Vis mig dit drivhus besøgte Claus Dalby Else og Pers have et par gange for at fotografere det spændende orangeri til brug for en artikel i bogen.

Senere byggede de tidligere ejere havens dejlige pergola og etablerede siddecirkel af buksbom foran orangeriet, skovsti mv.
I sommeren 2015 solgte Else og Per deres værk til Maria Christensen og hendes mand. Parret ændrede ikke på den grundlæggende struktur i haven, og det er stadig de oprindelige ideer og spændende haverum, der er grundlaget for havens sammenhæng.

Men de nye ejere har selvfølgelig også sat deres personlige præg på haven. De tilføjede blandt andet en herlig hønsegård, der ligger lidt skjult ved skovstien. Måske inspireret af “Griseslottet” i Anne Justs have er hønsegården navngivet “Hønseslottet”.
I haven er de oprindelige græsstier blevet omlagt til grusstier, og der er blandt andet plantet flere roser. Siden er også fulgt et dejligt udekøkken og flere siddeområder rundt om i haven, hvor Maria arbejder med sit blogkoncept Livsnyderhaven.

Livsnyderhaven er en rigtig seværdig have, som man sagtens kan besøge flere gange. Man finder god inspiration og oplever nye detaljer hver gang.
En af de ting, vi har bidt mærke i, er Else og Pers kreative måder at tænke funktionaliteter ind i havens elementer. Ved indgangen møder man både et funktionelt potteværksted og en dekorativ trætrappe, der kan fungere som siddepladser eller trappe til planter i potter og krukker.
Bagest i haven tæt ved både orangeri og siddecirkel er tre overdækkede rum, hvor der både er siddepladser og oplagsplads for træ til ildstedet. Man fornemmer tydeligt tanken om at udnytte haven helt ud i hjørnerne.
Idehaven

Næste havebesøg var hos Helga Hald i Idehaven. Helga er formand for Haveselskabets Aalborg-kreds, og i mange år havde hun Idehaven i Sønder Tranders. Men i foråret 2017 solgte Helga Hald sit hus og have. Inden da havde hun købt en kolonihave i haveforeningen Fritiden på Mylius Erichsensvej i Aalborg.
Sjovt nok købte Helga haven af Maria og Brian Christensen, der solgte i forbindelse med købet af ejendommen på Steenstrupsvej. Parret havde haft kolonihaven i nogle år og i forbindelse med anlæg af haven byggede de blandt andet en pergola og et spændende engelskinspireret orangeri af genbrugsmaterialer.
Det er nu tredje sæson, Helga Hald har kolonihaven. Den er opbygget omkring et gammelt æbletræ, og da Helga Hald overtog haven, var den blandt andet præget af en stor forsythia, elefantgræs, rhododendron, efeu og mange høstanemoner.

Helga har lagt en del om i haven siden overtagelsen, så der nu er tæt beplantet med roser, stauder, nye træer og buske samt skønne sommerblomster. Rundt om i haven er der mange hyggelige siddepladser, og i år er der kommet en lille vingård til.
Helga har forkærlighed for planter med spændende løv, så i haven finder man fx områder med mørkt løv, områder med gulbladede vækster og ikke mindst planter med spændende broget løv.
Gennem årene har Helga samlet forskellige sjældne og anderledes planter, der er flyttet med fra den gamle have. En lille køkkenhave er indrettet i højbede, og ved kolonihavehuset er en hyggelig gårdhave med plads til at slappe af.
I weekenden 23.-24. juni åbner Helga Hald igen Idehaven, så der vil der også være mulighed for at kigge ind. Læs mere her

Haven i Ryaa

I Ryaa nær Aabybro ligger Britta Mulins skønne have. Den var målet for dagens sidste havebesøg – og hvilken oplevelse at slutte af med.
Gennem mange år er Haven i Ryaa skabt af Britta og hendes mand, Kaj Ove Mulin. Desværre gik Kaj Ove bort sidste år, så det er nu alene Britta, der passer det store haveanlæg.
Haven i Ryaa er på ca. 7.500 kvadratmeter, og til alle sider er den omkranset af høje træer. Når man træder ind i haven mærker man omgående roen og freden, og man kan godt føle sig lidt i en anden verden. Allerede i indkørslen fornemmer man, at haven er noget ganske særligt. Smukke tonstunge sten er med til at byde velkommen.

Da parret overtog haven i 1979 var der bøgehække, juletræer, kartofler, jordbær og tre slags stauder. Nu er der et utal af smukke hosta, græsser, stauder og ikke mindst spændende træer og buske. Man kan opleve både stenbede og surbundsbede, bålplads, og flere steder i haven er der spændende vandarrangementer. Ved vores besøg var der ikke mange ting i blomst, men alt det grønne gav en særlig ro for øjet.
Britta og Kaj Ove har gennem årene samlet mange smukke sten, skønne trærødder og moseeg, og de indgår som dekorative og fantasifulde elementer i haven. Ikke mindst er mange af stenene og trærødderne bragt hjem fra ferieture i Norge. Oprindeligt var det Kaj Ove, der tog sig af de store anlægsopgaver, mens Britta tog sig af blandt andet lugearbejdet i de mange bede.

Grundvandet står højt i området, så de fleste af bedene er bygget op som højbede. Nogle bede omkranses af sten, mens andre er bygget op med kanter af tørveklyner eller sveller.
Britta fortalte, at der sjældent er behov for at vande. Den kæmpestore og tørstige Gunnera så da også ud til at stortrives.
I haven er der flere drivhuse og et område med volierer til prydfjerkræ og kanariefugle.
Vi kan kun anbefale at besøge Haven i Ryaa, næste gang Britta Mulin åbner haven. Der er flere terrasser, hvor man er velkommen til at nyde sin medbragte mad eller kaffe. Læs mere her

Havefestival 2019
Havefestival 2019 foregår i weekenden 24.-25. august. Læs mere om næste års havefestival på Haveselskabets hjemmeside
1000 tak Ole. – skønne beskrivelser og historie om havernes start. 3 helt forskellige og smukke haver. Jeg ser frem til mange flere haveartikler fra din pen
Tak Else. Jeg synes, det er interessant at dykke lidt ned i historierne.