Lørdag den 16. juni afholdt Haveselskabet Aalborg sit årlige havemarked. Det var 8. gang, at Haveselskabets Aalborg-kreds afviklede havemarked, og traditionen tro var det i Østre Anlæg. Første havemarked blev afholdt i 2010 i forbindelse med havekredsens 75-års jubilæum.
I sin tid havde Haveselskabet Aalborg flere placeringsmuligheder på tale, men Østre Anlæg blev valgt blandt andet på grund af parkens skønhed og intimitet.

Østre Anlæg
Østre Anlæg er østbyens grønne oase i Aalborg. Blot få minutters gang fra centrum ligger parken, der er et af aalborgensernes foretrukne grønne områder, når man vil gå en tur eller blot slappe af fra det pulserende liv i centrum. Første del af Østre Anlæg blev etableret helt tilbage i 1934.
Parken dækker i omtrent 6,5 hektar og rummer både sø, legeplads, boldbaner, flere blomsteranlæg og mulighed for grill. Desuden er parken et yndet sted for børnefamilier at fodre ænder og svaner.

Havemarked i Østre anlæg 2018
Kl. 10.00 åbnede årets havemarked i et dejligt vejr. Vejrudsigten havde ikke set for god ud, men et lunt og let skyet vejr var perfekt for markedet. Og som timet begyndte det at regne, netop da havemarkedet lukkede kl. 15.00.
Alle stadepladser var besat, og de 40 indbudte stadeholdere havde virkelig lagt sig i selen for at lave spændende salgsboder. Der var stueplanter, stauder, buske og træer i næste alle afskygninger. Sjældne som helt almindelige. Der var mulighed for at høre om permakultur eller købe frø, honning, olier, pileflet, jernskulpturer, sten, franske antikviteter og mange andre skønne ting til haven, terrassen, altanen eller vindueskarmen.

Som noget nyt i år var BoxTown til stede med sin Foodtruck, der afspejler interessen for økologi og lokale råvarer. Her kunne man til rimelige penge købe en spændende frokost.
Traditionen tro havde Haveselskabet Aalborg selv en stand, hvor man kunne købe kaffe og kage – og naturligvis høre mere om Haveselskabet og fordelene ved at være medlem.

Årets havemarked var rigtig godt besøgt af folk i alle aldre. Også helt unge og børnefamilier lagde vejen forbi havemarkedet – helt i tråd med, at der i disse år er der en generel stigende haveinteresse blandt unge mennesker. Måske godt hjulpet på vej af flere haveudsendelser på TV. Også Haveselskabet Aalborg oplever fremgang, så der i dag er mere end 500 medlemmer.

Vi ser allerede frem til næste års havemarked i Østre Anlæg, som Aalborg Kommune hvert år velvilligt stiller til rådighed for Haveselskabet Aalborg.

Læs mere om Haveselskabet Aalborg. Aalborg-kredsen kan også findes på Facebook via linket her.
Der ser ud til, at I, også i år, havde et godt marked. Desværre kunne jeg ikke deltage i år, men satser stærkt på at komme næste år.
Mvh
Lene Jensen
Hej Lene. Ja, det var et fint plantemarked, der bestemt er værd at køre efter. Vi fik da også nogle fine ting med hjem 🙂