Kantbæger og pigæble er to planter, der tilsyneladende ofte forveksles, selv om de grundlæggende er ret forskellige. Blandt andet i forskellige havgrupper på Facebook bliver der stillet utallige spørgsmål om identifikation af planterne. Her beskriver vi de to arter og viser de grundlæggende forskelle. Vi har tidligere skrevet om kantbæger. Denne artikel kan du læse via linket her.
Tegning af pigæble, Datura stramonium, efter Köhler’s Medizinal Pflanzen, 1897.
Tegning af kantbæger, Nicandra physaloides, ca.1865. Wikimedia.

Kantbæger og pigæble tilhører Natskyggefamilien

Både kantbæger og pigæble tilhører den giftige Natskyggefamilie (Solanaceae), men kantbæger hører til Nicandra-slægten og pigæble hører til Datura-slægten. Mange af vores helt almindelige have- eller drivhusplanter som tomat, kartoffel, peberfrugt og chili tilhører Natskyggefamilien, men familien indeholder også meget giftige arter som pigæble, engletrompet og galnebær. Bladene på kantbæger og pigæble kan minde en smule om hinanden, men når de to arter er i blomst eller bærer frugt, er der næppe forvekslingsmuligheder. Allerede som småplanter er der grundlæggende forskel på de to arter. Pigæble har slanke lancetformede kimblade, mens kantbæger har bredere ægformede kimblade.
Pigæble kimplante.
Pigæble har slanke lancetformede kimblade. Foto: Joozwa. Wikimedia.
Kantbæger har bredere ægformede kimblade. Foto: Ohio State University.

Pigæble

Pigæble er en kraftigt voksende plante, der bliver omkring 1 meter høj. Bladene er ægformede og har groft bugtede kanter.. De store tragtformede blomster sidder enkeltvis i grenvinklerne og for enden af grenene. Pigæble (Datura stramonium) har hvide blomster, men der findes en variant, der har lysviolette blomster (Datura stramonium va. tatula). Frugten er ægformet og bliver op til 5 cm lang. Den er beklædt med stive stikkende pigge.

Kantbæger

Som pigæble bliver kantbæger op til en meter høj buskagtig plante. De kantede stængler er oprette og rigt forgrenede. Bladene bliver 5-12 cm lange og er ægformede med uregelmæssig takket kant. De blå klokkeformede blomster sidder på korte stilke fra bladhjørnerne. Der findes en variant med hvide blomster (Nicandra physalodes ‘Alba’). Frøstanden er et opblæst bæger, der bliver op til 3,5 cm langt med tydeligt fremstående kanter. Inden i bægeret er en lille bør, der indeholder frøene. Bægeret skifter farve fra grøn til smuk mørkviolet – nærmest sort. Senere bliver bæger og bær brunt og tørt.
Pigæble Datura Stramonium Plante
Pigæble har groft fligede blade og grønne stængler. Foto: H. Zell, Wikimedia.
Kantbæger Nicandra Physalodes plante
Kantbæger har takkede blade og mørkviolette stængler. Foto: Christer Johansson, Wikimedia.
Pigæble Datura stramonium blad
Pigæble har glatte, ægformede og groft bugtede blade. Foto: Forest & Kim Starr, Wikimedia.
Kantbæger Nicandra physaloides blad
Kantbæger har ægformede og uregelmæssigt takkede blade med små sorte prikker. Foto: Rob Hille, Wikimedia.
Pigaeble - Datura stramonium
Pigæble (Datura stramonium) med sin hvide trompetformede blomst. Foto: Isidre Blanc, Wikimedia.
Kantbæger (Nicandra physalodes)
Kantbæger (Nicandra physalodes) i blomst og med de meget markante frøstande. Foto: Ole Jespersen.
Pigæble - Datura stramonium var. tatula
Pigæble findes også i en variant med lys violet blomst (Datura stramonium var. tatula). Foto:  H. Zell, Wikimedia.
Kantbæger findes også i en hvid variant (Nicandra physalodes ‘alba’.Desuden findes der en brogetbladet kantbæger. Foto: Wikimedia.
Pigæble Datura stramonium umoden frøstand
Umoden, opretstående frøstand på Pigæble, Datura stramonium. Foto: Phil Marin, Wikimedia.
Kantbæger umoden frøstand
Umodne, nedhængende frøstande på kantbæger. Med tiden skrifter farven fra grøn til mere og mere sort. Foto: Ole Jespersen.
Moden frøstand på Pigæble, Datura stramonium moden. Foto: H. Zell, Wikimedia.
Kantbæger moden frøstand
Moden frøstand på kantbæger. Det fligede bæger er tørt og indeholder et lille bær med frø. Foto: Karel J., Wikimedia.
Giftlinjen skriver mere om giftige planter, men kontakt læge eller skadestue ved akut forgiftning.
Læs mere hos Giftlinjen

12 kommentarer til “Kantbæger og pigæble forveksles af mange

  1. Lisbeth siger:

    Tak for en flot artikel, begge breder sig ret voldsomt i vores haver, men de er fine. Især kantbæger er rigtig fin, men jeg tør ikke invitere den indenfor.

    • Ole Jespersen siger:

      Kære Lisbeth. Tak for tilbagemeldingen. Vi har ikke selv pigæble i haven, men sætter stor pris på den brogede kantbæger. Det er så fin en bladplante også. Vi rykker den op, inden den smider frøene, og så udgør den ikke et problem hos os. Vi så så frø, hvor vi gerne vil have den, eller forkultiverer indendørs.

    • Ole Jespersen siger:

      Hej Katrine. Vi har mange humlebier i kantbæger, så det er dejligt. Pigæble ved jeg ikke. Den har vi ikke her i haven.

  2. Sanne Jensen siger:

    Jeg har lige et spørgsmål. Hvad er det ved Pikæble der er giftig, jeg har nemlig en i min have, også et barnebarn der løber rundt og plukker blomster til mig, Jeg ved ikke hvor planten er kommet fra, da jeg aldrig har haft sådan en før.

    • Ole Jespersen siger:

      Hej Sanne
      Det er hele planten, der er giftig. Planten kan sagens være kommet med en fugl, der har tabt e klat.
      Vh Ole

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *