Om en dejlig søndag i marts til vintergækkedag hos Helga og Hans Hansen, der driver Hosta Danmark i Vamdrup.

Bed i haven hos Helga og Hans Hansen.
Bed hos Helga og Hans Hansen i Vamdrup. Fotos: Ole Jespersen.

Der er en markant øget interesse for vintergækker i Danmark. 17.-18. februar 2018 holdt Gartneriet Spiren ved Skælskør en velbesøgt Galanthus Weekend, og efter flere opfordringer inviterede Helga og Hans Hansen søndag den 18. marts indenfor til vintergækkedag i deres spændende have i Vamdrup nær Kolding. Her blomstrer mere end 100 forskellige navngivne vintergækkesorter tillige med en del unavngivne. Desuden er der på denne årstid flere forskellige erantis, juleroser og påskeklokker.

Helga og Hans er nok især kendt for deres store interesse for hosta. I omtrent 17 år har de på fritidsbasis drevet virksomheden Hosta Danmark.

Haven i Vamdrup

Haven hos Helga og Hans Hansen
Stenbelagte stier i haven vidner om, at Hans har en fortid som brolægger.

For år tilbage boede Helga og Hans Hansen i Starup ved Haderslev. Der havde de en parcelhushave på 800 kvadratmeter, hvor de dyrkede deres interesse for hosta. Der blev også solgt lidt planter via mund til mund metoden.

Men parret voksede snart ud af haven, og da Hans arbejdede i Kolding, kiggede de sig om efter et andet sted med en større have i Koldingområdet.

Blandt andet på grund af store gamle træer faldt de for den nuværende have. En omkring 120 år gammel blodbøg kunne de ikke stå for, så for 17 år siden blev den udgangspunktet for anlægning af den nye have. På den ca. 5.000 kvadratmeter store grund udgør haven ca. 3.500 kvadratmeter.

Man kan vel godt tale om samlergen, når haven rummer omkring 1.000 navngivne hostasorter. Men hosta er parrets store interesse, og samtidig driver de som nævnt virksomheden Hosta Danmark med plantesalg via hjemmeside og plantemarkeder.

Haven rummer også en fin samling af træer, buske og stauder. Hans har stor interesse for variegata-planter, så haven byder også på planter med spændende broget løv. Det er også smittet lidt af på Helgas samling af spændende ginkgoer, hvoraf flere også er variegata-sorter.

Haven er inddelt i flere spændende rum, og mange steder er stierne naturlig stenbelagte, for Hans har en fortid som brolægger.

Fin interesse for vintergækkedag

Planteborg ved vintergækkedag
Helga og Hans Hansen havde en del forskellige vintergækker, erantis mv. til salg.

Søndag morgen drog vi så fra Aalborg mod Vamdrup. Vi havde planlagt at køre en “søndagstur” med madkurv, termokaffe og det hele 🙂 Midt på formiddagen var vi fremme og blev venligt modtaget af Helga og Hans, der allerede havde flere gæster i haven. I drivhuset blev vi straks bud på kaffe og småkager. Her kunne vi samtidig studere skiltene på et væld af pottede hostaplanter, for planterne var naturligvis først begyndt at røre på sig i form af små spirer.

På denne årstid er det jo lidt specielt at holde åben have, for haven som helhed viser sig ikke fra den bedste side. Men det kender vi alt til fra vores egen have. Og med den seneste tids sne og frost er det hele noget bagefter. Men arrangementet handlede om vintergækker, og der var virkeligt noget at komme efter. Rundt om i haven stod mange fine sorter, så vi måtte gå på opdagelse flere gange, og fandt hver gang noget nyt. Både Helga og Hans udpegede da også specialiteter, som vi lige måtte se.

Eranthis hyemalis 'Andenken an Johannes Raschke'
Eranthis hyemalis ‘Andenken an Johannes Raschke’.

I haven er der vel 12-15 forskellige erantissorter. Vi måtte flere gange tilbage for at se sorten Eranthis hyemalis ‘Andenken an Johannes Raschke’ der er ganske smuk og speciel.

Heldigvis havde Helga og Hans også planlagt plantesalg, så en del forskellige salgsplanter var stillet frem på planteborde. Dem måtte vi selvfølgelig lige gennemgå.

Hjemmefra havde vi bestilt ‘Augustus’, der er en Galanthus plicatus med skønne “creppede” ydre blosterblade. Men vi måtte også have en ‘Danish Swan’ med hjem. Det er en ret ny Galanthus nivalis i Spiky-gruppen. Den blev registreret som navnesort i 2016.

Galanthus nivalis ‘Danish Swan’
Denne Galanthus nivalis ‘Danish Swan’ måtte med hjem til Aalborg.
Eranthis hyemalis 'Eberhard Fluche'
Eranthis hyemalis ‘Eberhard Fluche’.

På plantebordene fandt vi også den kønne Eranthis hyemalis ‘Eberhard Fluche’ med grønne aftegninger på blomsten. I forvejen har vi Eranthis hyemalis ‘Grunling’, men på ‘Eberhard Fluche’ er det grønne helt anderledes og mere markant.

Man kan kun sige, at det var godt for tegnebogen, at det ikke var den rette årstid for Trillium, Anemoner, Orientalske liljer og Martagonliljer i blomst, for dem gør Helga og Hans også i 🙂

Tak for den dejlig vintergækkedag. Vi glæder os til ved en senere lejlighed at se haven med hosta og alt det andet.

Plantebord ved vintergækkedag hos Hosta Danmark
Lene kigger efter spændende vintergækker på salgsbordene hos Helga og Hans Hansen. Fotos: Ole Jespersen.

 

3 tanker om “Vintergækkedag hos Hosta Danmark 2018

  1. Lisbeths Haveblog siger:

    Det lyder helt fantastisk at gå rundt i haven med de mange vintergækker og samtidigt kunne købe. Det må tiltrække mange næste år, hvis de gør det igen. Fine sorter du fik med hjem 🙂

    • Ole Jespersen siger:

      Ja, der var mange spændende ting at kigge på. Kun et begrænset udvalg af sorterne var til salg, men det var et fint udvalg. Og så kunne man fint fornemme havens kvaliteter. Den må vi se på et senere tidspunkt.

  2. Lisbeth siger:

    Tak for turen og indlægget om hostahaven, det var interessant at høre, hvordan den er opstået. Man kan nemt blive fristet der, hvis man kommer på et senere tidspunkt, kan jeg regne ud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *